Fodboldfans uddeler overskydende drikkevarer ved Vejle Stadion
Royal Unibrew er brændt inde med overskydende drikkevarer fra deres produktion. Derfor er de gået sammen med Vejle Boldklub og Too Good To Go om at sælge de overskydende drikkevarer via Too Good To Go-appen til en tredjedel af normalprisen. Drikkevarerne kan hentes den 28. maj ved Vejle Stadion.
Kalder alle fodboldfans og tørstige vejlensere. Det er nu muligt at få slukket tørsten – og samtidig gøre et godt køb, der både gavner pengepungen og medvirker til at reducere spild, når Royal Unibrew-lastbilen den 28. maj ruller forbi Vejle Stadion.
Bryggerivirksomheden Royal Unibrew, der er sponsor for Vejle Boldklub, er nemlig brændt inde med store mængder energidrikke, sodavand, øl og andre alkoholiske drikke, der på grund af den relativt korte holdbarhedsdato ikke længere kan blive afsat til supermarkederne.
Royal Unibrew har derfor taget alternative midler i brug og har indgået samarbejde med madspildsappen Too Good To Go, der forbinder forbrugere med blandt andet restauranter, supermarkeder og producenter, der har mad- eller drikkevarer i overskud med håbet om at få afsat de overskydende produkter og undgå spild:
”Samarbejdet med Too Good To Go og Vejle Boldklub er en oplagt mulighed for os til at komme af med de her specifikke datovarer samtidig med, at vi kan give lidt tilbage til vores loyale ambassadører i og omkring Vejle Boldklub. Denne stærke lokale forankring stikker dybt i vores virksomhedskultur, ligesom viljen til at optimere vores virksomheds ressourceforbrug,” udtaler Direktør for Royal Unibrew Danmark, Kasper Ryttersgaard Jacobsen.
Drikkevarerne kan i ugen op til eventet reserveres i Too Good To Go-appen, og udvalget byder på Godt Bryg Lager, Pepsi Max Raspberry, Faxe Kondi Booster Tropical, Mokai Abrikos, SHAKER Hamp, Italian Tonic og Anarkist Snehvede 0,5%. Alle drikkevarerne sælges til en tredjedel af den oprindelige pris og det er dermed en oplagt lejlighed til at sikre sig billige drikkevarer til sommerens begivenheder og fester.
Produkterne fejler ingenting og har stadig 3 til 6 måneder til udløbsdato. Desuden er “bedst før”-datoen kun vejledende, hvilket betyder, at drikkevarerne sagtens kan drikkes efter udløbsdatoen på produktet.
Heidi Boye, landechef for Too Good To Go, har stor respekt for Royal Unibrews indsats for at undgå spild:
“Vi er glade for at kunne hjælpe med at få afsat de overskydende drikkevarer og har stor respekt for Royal Unibrews indsats mod madspild. For at undgå spild er det nødvendigt at tage alternative metoder i brug, og derfor håber vi også, at dette pick-up event kan inspirere andre producenter til at tænke kreativt, når de står tilbage med overskydende varer.”
Drikkevarerne kan afhentes ved stadion den 28. maj mellem 11 og 14, hvor lokale repræsentanter fra Vejle Boldklub står klar til at udlevere overskudsvarerne.
Praktisk information:
– Hvor?: Vejle Stadion (Roms Hule 6, 7100 Vejle)
– Hvornår? 28. maj kl 11-14
Sådan gør du:
1. Download Too Good To Go-appen
2. Søg på “Royal Unibrew” i appen. (OBS: Hvis ikke den dukker op, kan det være fordi du skal udvide din radius i appen)
3. Reservér og afhent den 28. maj
Kommentarer