Se med direkte fra grænsen til Ukraine
I aften sender DR en særudgave af TV Avisen direkte fra grænsen i Ukraine. DR vært Stéphanie Surrugue går sammen med otte DR-korrespondenter og -reportere helt tæt på krigen i Ukraine og de mange mennesker, der er berørt af den.
Programmet kan ses fra klokken 21.00 til 22.00, som sendes direkte fra byen Medyka, der ligger på grænsen mellem Ukraine og Polen.
DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue vil igennem programmet selv rapportere om de flygtninge, der langsomt bevæger sig over grænsen til Polen og hun vil løbende stille om til otte af DR’s korrespondenter og reportere der befinder sig rundt omkring i Ukraine og nabolandene.
De otte korrespondenter og reportere man kan møde er Michael S. Lund i Vinnytsia, Jakob Krogh i Lviv og Puk Damsgård i Odessa. Søren Bendixen er i Rumænien, David Blach i Moldova, Lasse Engelbrecht i Ungarn, Cecilie Kallestrup i Polen og Tinne Hjersing Knudsen i Letland.
DRTV har udvidet nyhedsdækningen
I forbindelse med krigen i Ukraine har DR udvidet nyhedsdækningen, hvor nyheder sendes live fra morgen til aften på DRTV.
Se blandt andet ’Krigens Døgn’ med vært Kim Bildsøe Lassen på DRTV og DR1 fra klokken 18.00-18.30.
Eller lyt med når P1 sender deres program ’Orientering’ alle ugens dage fra kl. 15.00-18.00 og ’P1 Morgen’ de to kommende søndage kl. 8.00-10.00.
Kommentarer