Af Henrik Dahl, Liberal Alliance

Det er lidt mindre end 50 år siden, at forfatteren Henrik Stangerup offentliggjorde romanen »Manden der ville være skyldig«. Den handler om en mand, der gerne vil påtage sig skylden for sine gerninger, men ikke kan få lov til det af samfundet, han lever i.

Når Stangerups roman er værd at huske, er det, fordi det i Danmark i 2022 åbenbart er kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar. Det var en samfundstilstand, forfatteren ønskede at advare imod. Nu er den i mellemtiden blevet til virkelighed. Påstår man, at det enkelte menneske har en mulighed for at påvirke sin egen situation, må man regne med et inkvisitorisk interview på en landsdækkende tv-kanal.

Når det er blevet kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar, er det, fordi en af præmisserne for velfærdsstaten er, at mennesket er et magtesløst offer for sit sociale miljø.

I socialpsykologien taler man om den såkaldte socialkarakter. Det vil sige et karakteristisk reaktionsmønster, der kan observeres i store grupper i samfundet.

Før Danmark blev et demokrati, var en afgørende socialkarakter den aristokratiske. Omdrejningspunktet for den aristokratiske livsform var, at man som arving til sin families privilegier skulle videreføre slægtens magt og gerne gøre den større. Det gjorde man bedst ved at fremstå som indbegrebet af de dyder, slægten historisk stod for. Hvad enten det var en særlig flair for krigsførelse, offentlig administration eller dyrkelse af kunst og videnskab. Den opgave, der lå på den unge generations skuldre, var altså, at den skulle være særligt dygtig til at gøre det samme, som forfædrene altid havde gjort.

Det ændrede sig alt sammen, da man indførte demokrati. I det tidlige demokrati gjaldt det om at bevise sin duelighed. Ordener hænger man på idioter, havde P.A. Heiberg frejdigt hævdet i slutningen af 1700-tallet og modtaget en streng straf for det. Skulle man have et embede, var det ikke længere nok, at man havde et traditionsrigt efternavn og indflydelsesrige onkler. Man skulle selv kunne noget og være i stand til at godtgøre det med et eksamensbevis.

Denne borgerlige samfundsorden kalder man den meritokratiske, og den fungerer fortrinligt i de første 100 år af det danske demokratis historie. Men i takt med, at velfærdssamfundet bliver indført, begynder en ny måde at tænke på at konkurrere med den meritokratiske. Nu gælder det ikke længere om at bevise, at man er dygtig. Det gælder om at bevise, at man er magtesløs. For er man det, går velfærdsstatens pengekasse op, og man kan regne med at blive forsørget resten af sine dage. I den forstand har velfærdsstaten det bagvendte succeskriterium, at det gælder om ikke at kunne. For kan man ikke, står systemet klar til at hjælpe.

Hvis man er et politisk parti, der gerne vil have mange stemmer, er en effektiv metode i Danmark i vore dage at gøre sig til talsmand for grupper, der hævdes at være ofre. Det ses mange steder, men mest tydeligt hos Socialistisk Folkeparti. Her fisker man ihærdigt i vælgerhavet ved at påstå, at selve det at være et ungt menneske er mere eller mindre sundhedsskadeligt.

Men som menneske har man altid et ansvar. Om ikke andet så for, hvordan man fortolker sin egen tilværelse. Det er derfor, det ikke burde være kontroversielt at sige, at folk godt kan. Problemet er, at det rokker ved den grundlæggende logik i velfærdsstaten. For i så fald bliver behandlersamfundet overflødigt. Det er forklaringen på, det er blevet et rødt tabu at sige, at mennesker godt kan.