Ortos’ klinik i Vejle skifter navn til ForMotion Bandagist
Bandagistklinikken Ortos i Vejle bliver til ForMotion Bandagist. Navneskiftet markerer virksomhedens indtræden i et globalt netværk af klinikker af samme navn, der skal fremme kundeservice og innovation.
Bandagistklinikken Ortos i Vejle skifter navn til ForMotion Bandagist. Navneskiftet markerer virksomhedens integration i en global sammenslutning under paraplyorganisationen Embla Medical, som har klinikker i 11 lande, som omfatter 48 brands. Netværket skal fremme innovation og vidensdeling på tværs af landegrænser til gavn for kunderne.
– Navneskiftet markerer en vigtig milepæl for os. Det afspejler vores ambition om kontinuerligt at styrke vores faglighed og tilbyde optimale løsninger, så vores kunder kan opnå størst mulig mobilitet, siger Mads Harbo, administrerende direktør i ForMotion Bandagist, og tilføjer:
– Vores nye tilknytning til det globale netværk giver os adgang til avanceret teknologi, der er grundigt testet på tværs af markeder, og værdifuld erfaringsdeling med internationale kolleger. Det vil vi bruge til at løfte kvaliteten af vores arbejde yderligere.
Den enkelte forbliver i centrum
På trods af navneskiftet og integrationen i den globale struktur forbliver klinikken i Vejle tro mod sine rødder.
– Kunderne er centrum for alt, hvad vi gør, og det er afgørende for os, at ForMotion Bandagist-netværket deler vores kerneværdi. Vores fokus på nærvær, høj faglighed og skræddersyede løsninger, der imødekommer den enkeltes behov, forbliver konstant, siger Mads Harbo.
Han understreger, at virksomhedens tilgang til samarbejdspartnere ligeledes vil fortsætte uændret, præget af tillid og faglig integritet. Den erfarne stab af bandagister og teknikere vil fortsætte under det nye navn.
Et led i vækststrategien
Ortos i Vejle er en af de første klinikker til at skifte navn til ForMotion Bandagist, efterfulgt af klinikker i blandt andet Island, Finland, Sverige, Frankrig og USA. ForMotion-netværket skal styrke klinikkens position som en innovativ aktør inden for kropsbårne hjælpemidler.
– Vi forventer at opleve yderligere fremgang, da vores hidtidige vækst på toplinjeniveau har været drevet af vores specialiserede faglighed, skræddersyede løsninger og innovative teknologi, som netværket er designet til at styrke, siger Mads Harbo.
ForMotion Bandagist er en førende bandagistvirksomhed i Danmark, som har fremstillet individuelle proteser og ortoser siden 2007. Virksomheden har otte klinikker fordelt i landet med autoriserede bandagister og fagpersoner. Læs mere på www.ortos.dk
Kommentarer