Intelligente skraldespande i Vejle Kommune reducerer antallet af tømninger med mindst 30 procent
De foreløbige erfaringer med sensorer installeret i 150 af Vejle Kommunes skraldespande er lovende. En intelligent affaldstømning baseret på data om fyldningsgraden i hver spand betyder, at renovationsfolkene kan reducere antallet af tømninger med mellem 30-50 procent.
Et af de oplagte tiltag for at gøre kommunernes drift smartere er brugen af små sensorer, der holder øje med alt fra trafik, frost, vand og affald. Sidstnævnte har Vejle Kommune kastet sig over i samarbejde med Sweco. Et pilotprojekt med to ruter og sensorer i 150 af kommunens i alt 900 skraldespande i det offentlige uderum tester om en affaldstømning baseret på data skal være fremtiden. De foreløbige erfaringer peger i den retning.
”Der er mange fordele ved en affaldsindsamling baseret på data. Vores erfaring er, at vi kan nøjes med at tømme spanden op mod hver anden gang. Vi kan med andre ord undgå forgæves kørsel, reducere CO2 og samtidig minimere risikoen for overfyldte spande, fordi vores data fortæller os præcist, hvor behovet er. Når vi undgår overfyldte skraldespande, bliver der renere omkring spandene, så alt i alt får vi et renere uderum,” forklarer Marc Christopher Damholt Thomas, projektleder i Vej & Park i Vejle Kommune.
Fra planlagt drift til databaseret drift
Med de lovende resultater og erfaringer fra pilotprojektet, der løber til årsskiftet, forventer Marc Christopher Damholt Thomas, at den digitale sensorløsning i de kommende år bliver implementeret i en stor del af kommunens 900 skraldespande, så fordelene bliver skaleret op og udnyttet til fulde.
”Den data vi får ind fra de 150 sensorer, vi har installeret i skraldespandene i dag, har hjulpet os til at se, at vi skal gøre noget ved vores affaldsløsning. Det har givet os information om, hvor vi skal have spande med større volumen eller komprimatorspande, og hvor der evt. er spande, vi kan fjerne. Når adfærden ændrer sig omkring en spand, fortæller dataene os det, og så kan vi rykke på det hurtigere. Det har vi ikke kunnet så godt med vores normale frekvenskørsel,” forklarer Marc Christopher Damholt Thomas.
Tilpasning til en digital hverdag
Kommunens erfaringer er, at det ikke er teknikken, der er den største udfordring – men snarere medarbejdernes tilpasning til en ny digital hverdag.
”Teknikken fungerer, det ved vi efter vores test. Omvæltningen er størst for medarbejderne. Vi skal ændre fra planlagt drift, hvor vi tømmer efter en fast frekvens til nu at tømme efter behovet og mere målrettet. Vores mål er, at dataene bliver et værktøj, som medarbejderne lærer at bruge, for dermed kan de selv tilrettelægge arbejdet,” siger Marc Christopher Damholt Thomas.
Han fortæller også, at det har været nemmere end normalt at få afløsere til at overtage ruterne, fordi de vha. data nemt kan se, hvor de skal køre hen for at tømme de fyldte spande.
Vejle Kommune har samarbejdet med Sweco siden 2012 omkring driftssystemet DriftWeb og siden 2019 også omkring sensorer, hvis data er integreret i DriftWeb-platformen. På et dashboard kan kommunens driftsfolk nemt følge med i fyldningsgraden i hver enkelt skraldespand.
Kommentarer