Debat og politik

Flere penge på vej til sundhedssektoren – regeringen og Danske Regioner lander aftale

Anders Kühnau (S) og Mads Duedahl (V), formand og næstformand for Danske Regioner. Foto: Danske Regioner

Regeringen og Danske Regioner har indgået en usædvanlig god økonomiaftale, som med et løft på næsten to milliarder kroner giver regionerne mulighed for at investere i sundhedsvæsenets udvikling. Aftalen giver samtidig regionerne bedre forudsætninger for at styre medicinudgifterne.

Danske Regioner, og regeringen har netop indgået aftale om rammerne for næste års økonomi i regionerne. Det blev en usædvanlig god aftale, som samlet set løfter sundhedsområdet med 1,95 milliarder kroner i 2025 i forhold til i 2024, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

– Det er en den bedste aftale, jeg kan huske. Den betyder, at vi fortsat kan investere i og udvikle vores sundhedsvæsen til gavn for patienterne og deres pårørende. Der er tale om et meget markant, men også et helt nødvendigt, løft af sundhedsvæsenet, siger formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S).

Sundhedsvæsnet er blandt andet udfordret af, at der i de kommende år kommer flere patienter, og at sundhedsvæsnet har stigende udgifter til medicin og dyrt avanceret udstyr. Men med den gode aftale er der forudsætninger for at mindske presset, vurderer formanden.

– Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen med denne aftale har anerkendt, at sundhedsvæsnet har brug for flere penge. Det er helt nødvendigt, både for patienterne og for de mange ansatte, som gør deres yderste hver dag, siger han.

Økonomien løftes allerede i år

Med aftalen giver regeringen også regionerne et tiltrængt løft af økonomien på 600 millioner kroner allerede i år. Det sker som konsekvens af stærkt stigende medicinudgifter, som har udhulet regionernes økonomi. Pengene skal bidrage til at undgå, at det bliver nødvendigt at bremse op i aktiviteten på sygehusene, hvilket ville ramme patienterne.

– De stigende medicinudgifter er en stor udfordring for regionerne, og derfor er jeg naturligvis meget glad for, at regeringen har været lydhøre. Vi har indgået en aftale, som afbøder konsekvenserne af de høje medicinudgifter nu og her i 2024. Det giver os mulighed for at se fremad og fokusere på udvikling, siger næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl (V).

Med aftalen får regionerne også bedre forudsætninger for at styre de stigende medicinudgifter.

Blandt andet får regionernes indkøbsorganisation Amgros mulighed for at forhandle pris på udvalgte behandlingsområder inden for tilskudsmedicin. Medicinrådet overtager derudover opgaven med at vejlede praktiserende læger i forhold til ordinering af receptmedicin fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsfond til modernisering kommer i 2024

I 2025 stiger regionernes anlægsramme 400 millioner kroner til i alt 3,75 milliarder kroner, hvilket blev aftalt i forbindelse med økonomiaftalen sidste år.

Derudover noterer Danske Regioner med tilfredshed, at regeringen senere i 2024 vil fremlægge forslag til en sundhedsfond til vedligeholdelse og modernisering af sygehuse samt teknologi og digitalisering.

– Vi er meget tilfredse med, at regeringen har bekræftet sin intention om at fremlægge et forslag til en sundhedsfond. Fonden bliver en stor hjælp i forhold til at imødegå det store behov for modernisering og vedligehold, som vi har på hospitalerne, siger Mads Duedahl. 

Regionerne afsætter 100 millioner til ulighedspulje

Som en del af aftalen er regionerne enige om en ulighedspulje, hvor der omfordeles 100 millioner kroner til de regioner, som har færrest læger i forhold til befolkningens størrelse.

Det glæder Anders Kühnau, at ulighedspuljen er blevet en del af økonomiaftalen for 2025.

– Det er vigtigt, at vi fra regionerne bidrager til at løse udfordringerne med lægedækning og dermed bekæmpe ulighed i sundhed. Derfor er jeg glad for, at vi er blevet enige om ulighedspuljen, siger han.

Kommentarer